Dato:
06. marts 2024

Hilsen fra Ukraine: Møblerne er delt ud!

Vi har netop modtaget en hilsen med billeder fra Ukraine.

De senge og andre møbler, vi donerede i forbindelse med renoveringen af 32 hotelværelser, er kommet godt frem. Det glæder os.

Den 4. dec. blev enkeltsenge, lænestole og små borde læsset på en lastbil med kurs mod Ukraine.

Takket være VINGSTED hotel & konferencecenters ukrainske kokkeelev Irina Vorobiova har vi et godt samarbejde med Klub Ukraina, der har base i Vejle.

Klub Ukraina formidler donationer videre til kendte hjælpeorganisationer i Ukraine.

Sengene kom til Kiev og Chernigivsk

Denne gang endte sengene bl.a. hos borgere i byen Chernigivsk, hvor mange har mistet deres hjem på grund af krigen. Chernigivsk ligger i det sydøstlige Ukraine.

Andre senge endte hos interne flygtninge, der er søgt til Kiev, fra besatte områder som Donetsk og Luhansk.

Møblerne, vi sendte afsted d. 4. dec. 2023 fejlede ikke noget, de levede blot ikke op til kravene for et moderne hotel, hvor møbler blandt andet ikke må være for tunge eller lave af hensyn til rengøringspersonalet.

Senge skal f.eks. være lette at flytte med alt efter, om du som gæst ønsker en dobbeltseng eller to enkeltsenge.

Det er anden gang vi donerer interiør til Ukraine

I dec. 2022 sendte VINGSTED hotel & konferencecenter et læs pæne men brugte madrasser til Ukraine. De var blevet tilovers, da de var for smalle til de nye senge, vi fik på nogle af de 191 værelser.

Dengang endte donationen i Bakhmut, der også ligger i det østlige Ukraine og er hårdt ramt af krigen.

Det glæder os, at møbler og madrasser fortsat kan gøre nytte – det er i VINGSTEDs ånd.

Læs flere nyheder fra VINGSTED

Vil du have seneste nyt fra VINGSTED?

Så skriv dig herunder og få nyheder, invitationer til events og mulighed for at spare penge på udvalgte arrangementer på VINGSTED.