Tilbage til oversigt
14.04.2026

Nyt liv til klubhus i Bredsten – støttet af VINGSTEDs fond

Nyrenoveret klubhus FB Fodbold støttet med 100.000 kr af VINGSTEDs fond

Et klubhus fra 1959, der var tæt på at bukke under for tidens tand, danner nu igen rammen om fællesskab, fodbold og 3. halvleg i Bredsten.

Med en donation på 100.000 kroner fra fonden bag VINGSTED hotel & konferencecenter har FB Fodbold fået mulighed for at give deres klubhus på Bredsten Stadion en gennemgribende renovering. Et projekt, der i høj grad er båret af lokale kræfter og frivillighed.

Klubhuset, som tilhører FB Fodbold, en sammenslutning af Bredsten Boldklub og idrætsforeningen i Firehøje, var i så dårlig stand, at der var risiko for både fugt, råd og skimmelsvamp.

I dag står det med nyt tag, isolering, vinduer og døre, forbedrede faciliteter og varme, så det kan bruges året rundt. Men vigtigst af alt: Det er igen blevet et sted, hvor mennesker mødes. Her samles spillere, frivillige og tilskuere før, under og efter kampene. Her sælges kaffe, kage og pølser. Og her fortsætter fællesskabet, når kampen er fløjtet af.

I VINSTEDs ånd

FB Fodbold har omkring 330 medlemmer og oplever i øjeblikket tilgang – blandt andet er et nyt pigehold for 7-8-årige netop startet med stor opbakning. Det stiller krav til rammerne. Og det er netop den slags lokale initiativer, fonden bag VINGSTED gerne vil være med til at styrke.

– Vi støtter projekter, der skaber aktivitet og fællesskab lokalt. Klubhuset i Bredsten er et stærkt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når frivillighed og engagement går hånd i hånd, siger direktør Marianne Kjerkegaard.

Renoveringen er blevet til i samarbejde med lokale håndværkere og frivillige, som har stået for en stor del af arbejdet. Ud over VINGSTEDs fond har også Jelling Musikfestival bidraget økonomisk, ligesom klubben selv har investeret betydelige midler i projektet.

Vi støtter lokale fællesskaber

Fonden bag VINGSTED hotel & konferencecenter yder støtte til lokale projekter – med særligt fokus på foreninger og initiativer, der styrker idrætsfællesskaber. Fonden har blandt andet tidligere støttet svømmehallen i Egtved, FDF Vejle 3 og naturlegepladsen og Tarzanbanen ved Jernaldermiljøet i Vingsted.

Har du et projekt, der kan styrke fællesskabet lokalt, er du velkommen til at sende en ansøgning. Send en mail til direktør Marianne Kjerkegaard på: fonden@vingsted.dk