Der er noget særligt over den dag, hvor en elev kan kalde sig faglært.

For Rasmus er det i dag. Nu står der kok på visitkortet.

Rasmus Lauridsen Kjelstrup begyndte på VINGSTED direkte efter 9. klasse, i det der hedder Ny Mesterlære. Kort sagt betyder det, at Rasmus fra dag ét har lært kokkefaget hands-on i køkkenet, med praktisk oplæring og sparring fra erfarne kolleger – og stadig med et smut på skolebænken indimellem. Rasmus har bl.a. taget dansk og naturfag (fysik og kemi) på 10.-klasseniveau, samtidig med at han har været kokkeelev.

I løbet af tre år og ni måneder er en stor skoledreng blevet til en kompetent ung mand dedikeret til at lave velsmagende mad. Godt gået Rasmus!

Flere veje ind i kokkefaget

På VINGSTED har vi typisk seks kokkeelever ad gangen. De starter forskudt, så alle går i deres eget tempo. Kort fortalt har VINGSTEDs elever tre forskellige veje ind i kokkefaget:

Ny Mesterlære: Praktisk oplæring fra dag ét, lidt skole ved siden af. Ideel til dem, der lærer bedst “by doing”.

Hansenberg: Kombinerer skole og praktik, begynder med grundforløb og fortsætter i hovedforløb. Fokus på både teori og praksis.

Voksenlære: For dig over 25, fleksibelt forløb, ofte kortere og tilpasset tidligere erfaring.

Søger du en elevplads på VINGSTED er du altid velkommen til at sende en uopfordret ansøgning

En munter tone i køkkenet

Uanset forløb har VINGSTEDs køkken fokus på håndværket – og på at hver eneste dag forløber i en god tone.

Som noget helt særligt, har eleverne på VINGSTED tilknyttet en erfaren mentor. Det er John.

John er pensioneret fra de professionelle køkkener, men han er still going strong som vejleder og mentor. Han tager sig tid til at snakke med eleverne om alt fra opskæring af hele dyr, røgning, saltning og fermentering. Johns erfaring og rolige tilgang giver eleverne både faglig læring og ro til at udvikle sig.

For Rasmus er uddannelsen nu i hus, men køkkenlivet fortsætter. Vi ønsker Rasmus held og lykke videre med karrieren. Rasmus kommer med solidt faglig kunnen og en kultur hvor godt arbejdsmiljø er en selvfølge.

 

 

 

 

Hun har haft mødebookernes ryg i 34 år – tak Lisbeth Christensen

Efter 34 år på VINGSTED hotel & konferencecenter siger konferencekoordinator Lisbeth Christensen farvel. Det sker med den ro, man kun har, når man ved, at man har gjort sit arbejde ordentligt. Hver eneste dag.

Du har måske haft Lisbeth i røret. Eller mødt hende i receptionen en tidlig morgen, hvor kaffen damper, og programmet ligger klar.

Har du først haft Lisbeth som konferencekoordinator, så ved du det: Hun har din ryg.

Fra blyant og viskelæder til 100.000 gæster om året

Lisbeth kan tydelig huske den første arbejdsdag for 34 år siden. ”Jeg blev vist rundt af den daværende direktør Troels Lund, og jeg var helt rundtosset og tænkte: Hold da op, et stort sted – jeg troede jo, jeg kendte stedet, fordi jeg var kommet i hallen og havde spillet håndbold, men der blev jeg klogere. Alle møde- og konferencefaciliteterne var nye for mig.”

Dengang for 34 år siden styrede hun og kollegerne bookinger på et stort ark papir med blyant og viskelæder. Hvis der var ledige hotelværelser, fandt de altid et mødelokale. På VINGSTED var der ingen, der sagde nej – udfordringer blev løst. Sådan er det stadigvæk.

Relationer rækker langt ud over den enkelte booking

I dag har VINGSTED mere end 100.000 gæster i huset hvert år. Fem konferencekoordinatorer holder styr på det hele. Lisbeth er den med mest erfaring, mest historik, utallige relationer.

VINGSTEDs måde at arbejde på betyder noget for dig, der booker møder og konferencer. Du får én fast kontaktperson. Én, der følger dig fra den første spæde idé til den sidste evaluering. Og når du kommer igen, så møder du den samme. Det skaber tryghed og kvalitet.

”Nogle af mine gæster har fulgt mig i årtier. Vi opbygger jo relationer, der rækker langt ud over den enkelte booking.” Fælles for dem er, at de ved, hvem de ringer til.

 “De har ringet fra lufthavnen…”

På spørgsmålet om, hvorfor Lisbeth er blevet i VINGSTED så længe, kommer svaret prompte:

”VINGSTED er en god arbejdsplads. Det er noget med VINGSTED-ånden – den kan noget.”

Og spørger du mere ind til, hvad der skaber VINGSTED-ånden, forklarer Lisbeth, at det er sammenholdet mellem de 85 kolleger. ”Vi løfter i flok,” siger Lisbeth.

Som eksempel forklarer hun det med en enkelt sætning: ”De har ringet fra lufthavnen.”

Hvis du har arbejdet i VINGSTED længe nok, så ved du, hvordan den sætning vækker VINGSTED-ånden og presser pulsen op.

Det sker nemlig af og til, at der bliver ringet til VINGSTED fra Billund Lufthavn, fordi der øjeblikkeligt skal skaffes sengepladser til 100-150 gæster på grund af fly, der er aflyst i sidste øjeblik.

”Især husker jeg en vinteraften, hvor jeg måtte have min mand til at komme og hjælpe med at rede senge op, og på en anden aftenvagt blev der ringet fra lufthavnen lige inden min kollega Hanne gik hjem, hvilket var heldigt for mig.

Da Hanne og jeg langt om længe havde fået alle flypassagerer i seng på værelserne, blev der igen ringet fra lufthavnen om, at deres fly ville lette en time tidligere end først antaget. Så måtte vi rundt og vække folk og forklare, at de skulle en time tidligere op den næste morgen.”

Lisbeth nævner det som et eksempel på, at når du er en del af VINGSTED, så løser du udfordringerne sammen med dine kolleger. ”Vi føler jo ejerskab til VINGSTED.”

Kollegial humor er vigtig

Sætningen ”De har ringet fra lufthavnen” er også en god joke, når køkkenet om aftenen netop er færdigt med at rydde alt væk. ”Så kan jeg lige stikke hovedet ind der kl. 21.30 og sige de magiske ord: De har ringet fra lufthavnen! Det kan piske en stemning op,” griner Lisbeth, som har en god sans for humor.

En anden gang holdt der pludselig tre fyldte busser på forpladsen. Det var midt under Corona. Huset stod tomt. Køkkenet var lukket ned. ”Da gik vi straks i handlekraft-mode. Hvad gør vi? Glenn, vores eventkoordinatiorelev, havde et udendørs program – og havde glemt at sige det. Heldigvis skulle gæsterne bare have kildevand. Så vi åndede lettet op.”

Et knudepunkt med overblik

Som konferencekoordinator står du midt i det hele. Du taler med køkkenet om menu og specialkost. Du aftaler vin. Du aftaler ekstra AV-udstyr. Du sørger for gaver på værelserne, balloner i loftet og ekstra sæbe ved foyerens toiletter, hvis 2.000 mennesker lander på én gang. Det skal se let ud. Det er det ikke altid.

”Hver torsdag gennemgår vi den kommende uge minut for minut. Alle involverede afdelinger sidder sammen. Vi vender specialønsker, tidspunkter og detaljer. Her fanger vi det, der ellers kunne smutte. Det er vores sikkerhedsnet.”

Lisbeth har altid haft én forventning: Hvert eneste arrangement skal lykkes. Om det gælder to deltagere eller to tusind.

Nætterne og noterne

Når du tager ansvar for så mange mennesker, slipper arbejdet ikke altid klokken 16.

Lisbeth kender følelsen af at lægge hovedet på puden – og pludselig huske en detalje til et kommende arrangement. Så står hun op, skriver en note og sover videre.

Det kræver noget, og det kræver, at du også kan koble af igen.

For Lisbeth sker det med holdsport, vinterbadning og på ski. Hver januar tripper hun utålmodigt for at komme sydpå. Hun tager gerne toget et par dage før resten af familien, bare for at få ekstra tid på pisterne, inden børn og børnebørn slutter sig til.

Service og økonomi – begge ben på jorden

Lisbeth taler ofte om, at god sparring står på to ben: service og økonomi. ”Du kan ikke ignorere økonomien. Men du må heller ikke lade den styre alt – der skal også ydes service, som ikke faktureres.”

Hun lytter. Læser mellem linjerne. Afstemmer forventninger. Nogle gange stiller hun spørgsmålet direkte: Hvad forventer du? Andre gange finder hun svaret i samtalen.

Som konferencekoordinator har Lisbeth altid foretrukket telefonen frem for mails – i al fald når det kan lade sig gøre. Det giver en samlet samtale med flere punkter på én gang. Det giver bedre overblik. Og en mere personlig oplevelse for dig.

Stolthed

Spørger du Lisbeth, hvad hun er mest stolt af, så svarer hun stille: ”At jeg har været en god kollega.”

Stoltheden viser sig i de øjeblikke, hvor 500 mennesker står i foyeren med kaffe i hånden, og tidsplanen holder. Når de glider ind i mødelokalerne præcis som planlagt. Når energien summer, og det hele fungerer.

”Det er dér, man kan mærke det der store YES!”

Lisbeth har altid været stolt af at sige, at hun arbejder på VINGSTED. Og VINGSTED har været stolte af at have hende.

Hvad nu?

Lisbeth stopper ikke med at arbejde. Hun skifter spor. Du kan fremover møde hende i security i Billund Lufthavn – hvis du står tidligt op. Nogle vagter starter klokken 4.

Hun vælger et job på 25 timer. Lidt mindre fart. Mere tid til familien, men stadig masser af mennesker. Det klæder Lisbeth.

”VINGSTED har fortsat travlt, og det er dejligt, sådan skal det være. Men til sommer bliver jeg 64, og arbejdslivet må godt køre i et lidt langsommere tempo nu,” runder Lisbeth af.

Lisbeth, tak for 34 år med overblik, relationer og viljen til altid at finde en løsning. Du har sat dit aftryk på tusindvis af møder, konferencer og fester – og på os, der arbejder her.

VINGSTED fortsætter. Du kommer til at mangle – men hvem ved, måske ringer du fra Billund Lufthavn.

 

Det summer bag kulisserne på VINGSTED i dag.

Ikke af servicevogne, kaffekopper eller ankommende gæster – men af let nervøsitet. 23 kolleger skal til mundtlig eksamen.

I går talte de om fremlæggelser, PowerPoint og emner. I dag sidder de der igen. Med sommerfugle i maven og minder fra skoletiden, hvor man stod uden for døren med nervøs mave og hvide knoer – og et skilt på døren, hvor der stod: EKSAMEN.

Og det er ikke kun én faggruppe. Her er tjenere. Vores bager. Salgsteamet. Eventafdelingen. Service. Kokke osv.

Mennesker, der til daglig har helt andre redskaber i hænderne: store æltemaskiner, skruetrækkere, fyldte bakker med tallerkner. I dag har de ét fælles redskab: deres viden om det gode værtskab.

Et forløb på tværs af hele huset

Forløbet har fokus på service, oplevelser og værtskab og er gennemført hos Asnæs & Vangstrup – et konsulenthus med dyb specialisering i hospitality-branchen. Her har ansatte på VINGSTED arbejdet med: gæstens rejse gennem huset, kontaktpunkter og oplevelser, balancen mellem rutiner og nærvær.

Vi har stillet spørgsmålet, der kan være lidt ubehageligt – men nødvendigt, når vi foretager vores daglige arbejdsrutiner:

Gør vi det her for gæstens skyld … eller for vores egen?

Kurset giver 5 ECTS, når det tages som del af en akademiuddannelse. Men vigtigere endnu: Det giver fælles sprog. Fælles blik. Fælles ansvar for værtskabet.

“Jeg fik 12” – “Jeg fik 7”

Som dagen skrider frem, åbner døren igen og igen. Nogle kommer ud lettede. Andre grinende. Nogle med røde kinder. Der hviskes: “Hvordan gik det?”

Og der svares – lavmælt eller stolt: “Jeg fik 12.” “Jeg fik 7.” Der klappes på skulderen. “Tillykke – smadder godt.” Dem, der stadig venter, siger det samme, mange siger før en eksamen: “Jeg har ikke gået så meget op i det.” Måske for at helgardere. Måske for at få pulsen lidt ned. For det her er ikke bare bestået eller ikke bestået. Det er rigtige karakterer. Og det lægger et pres.

Hvad betyder det for dig som gæst?

Du mærker det ikke som eksamen. Du mærker det som ro. Overblik. Samspil. For hvem vil ikke gerne være gæst et sted, hvor faggrupper på tværs af hele huset har brugt flere arbejdsdage på at analysere og diskutere, hvordan vi sammen skaber det bedste værtskab for dig? Hvor værtskabet ikke bor i én afdeling – men i hele huset. Fra første kontakt til sidste farvel.

Et privilegium – og en investering

Det er mange år siden, nogle af kollegerne sidst har skrevet opgaver og gået til eksamen. Alligevel har de gjort det. Midt i en travl periode. Midt i hverdagen på VINGSTED.

Det siger noget om dem. Og det siger noget om os som arbejdsplads. Vi investerer i mennesker. I faglighed. I fællesskab. Fordi det er præcis dét, du møder som gæst: rammer og redskaber til gode oplevelser – og til et værtskab, der hænger sammen på tværs af hele huset.

Når dagen er slut, er nerverne væk. Tilbage står noget andet. Stolthed. Sammenhold.

Og et endnu stærkere værtskab – klar til dig, næste gang du træder ind ad døren på VINGSTED.

 

Når du og dine kolleger tager en pause fra dagsordenen og træder ud i noget, der både giver grin, puls og nærvær, så sker der noget helt særligt. Det mærkede 21.742 deltagere i 2025, da I kastede jer ud i aktiviteter og teambuilding fra VINGSTEDs eventafdeling. Det blev til 341 arrangementer – hver eneste designet til at samle mennesker.

Olympiaden løb med førstepladsen

Der er noget ved OL-stemningen, som rammer jer. Måske er det legen, måske fællesskabet, måske bare glæden ved at dyste uden at det bliver for alvorligt. I hvert fald er Olympiaden igen blevet årets mest populære teambuilding målt på antal deltagere. En aktivitet, hvor alle kan være med – uanset om du er bedst med bold, balance eller heppekor.

Lige i hælene på Olympiaden finder du to andre favoritter:

GPS Challenge – hvor du og holdet navigerer jer igennem området, læser opgaver og opdager, at samarbejde faktisk kan måles i både skridt og smil.

Fun Fast Money – den energiske aktivitet, hvor tempoet er højt og grinene lige så.

Tallene viser det tydeligt: I vælger aktiviteter, der får alle med.

50.664 kr. til velgørende formål

Jeres aktiviteter gør en forskel også udenfor VINGSTED.

Fangerne på Fortet og Forræder står helt unikt, når det drejer sig om at kombinere jeres teambuilding med at donere penge til velgørenhed. Hver gang du og dine kolleger deltager i Fangerne på Fortet eller Forræder, sender VINGSTED et bidrag videre som en stille håndsrækning til nogen, der har brug for det.

I 2025 blev det til i alt 50.664 kr. til velgørende formål. Pengene er fordelt på organisationer, der gør en konkret forskel for børn, familier og mennesker i sårbare situationer. Blandt dem:

… og flere andre.

Små beløb, store beløb, runde beløb – det hele tæller. Og hver eneste kommer fra aktiviteter, hvor I allerede er samlet for at styrke fællesskabet. Det er svært ikke at være en smule stolt af det.

Et år med mere end 80.000 gæster

2025 blev også året, hvor over 80.000 gæster besøgte VINGSTED. Mennesker på kursus og konference. Kolleger på teambuilding. Teams med brug for en pause. Fagfolk på messe. Firmaer til fest. Grupper, der søger nye idéer, nye perspektiver, ny energi.

Uanset om I kom for at samarbejde, fejre, lære eller lege – så satte I jeres præg på huset. Og I kan være sikre på én ting: Når I kommer igen, står eventafdelingen klar. Med idéerne. Med erfaringen. Med lysten til at skabe noget, der binder jer endnu tættere sammen.

Når du spiser i VINGSTED, er det Ricki Damgaard Weber, der står i spidsen for køkkenet. Han overtog stafetten som køkkenchef 1. maj 2025 efter mere end ti år i huset – og du mærker hurtigt, at hans filosofi handler om mere end at lave mad.

 

Kl. 9.06 tirsdag d. 25. november forsvandt alt.

Strømmen røg ikke bare på VINGSTED, men i hele lokalområdet.

Hvis du selv arbejder med møder, konferencer eller events, så kender du måske fornemmelsen:

Alle sale fyldt med gæster. Slides, mikrofoner og lys i fuld gang.

Og så… et klik. Mørke. Stilhed. Alt går i stå på samme tid.

Ingen el og 372 frokostgæster

I vores køkken stod Laila Junker midt i et stort produktionsflow til 372 frokostgæster!

Men hun tøvede ikke ét sekund.

Hun fandt 2 gasgrill frem, gjorde klar til at grille kyllinger – og i løbet af få minutter kom der kold kartoffelsalat på menuen. Det er handlekraft, når det er bedst.

Tjenerteamet løb samtidig rundt og samlede alle de små hyggelamper, vi normalt bruger til opdækning. De kører heldigvis på batteri.

Lysene endte i konferencelokalerne, hos oplægsholderne – og ude på toiletterne, hvor vi også satte håndsprit op, for med strømmen forsvandt forsyningen af vand også.

Ansatte på VINGSTED viste vilje og handlekraft

Et større hold konferencegæster skulle have sen morgenkaffe.

De fik juice og sodavand i stedet. Og de tog det med et smil, som om det var det mest naturlige i verden.

Og sådan stod vi der. I halvmørke. Uden teknik. Uden vores vante tryghedspunkter.

Men med kolleger, der tog ansvar. Gæster, der udviste stor tålmodighed. Og en fælles vilje til, at dagen skulle lykkes.

Lidt over en time senere kom strømmen tilbage.

Og kl. 11.30 stod frokostbuffeten der – præcis som planlagt.

372 gæster fik en oplevelse, der både smagte godt og fortalte noget om den kultur, der bærer os.

Når alt går i sort, finder man ud af, hvad der virkelig lyser.

Hos os er det menneskene.

 

 

Når du spiser i VINGSTED, er det Ricki Damgaard Weber, der står i spidsen for køkkenet. Han overtog stafetten som køkkenchef 1. maj 2025 efter mere end ti år i huset – og du mærker hurtigt, at hans filosofi handler om mere end at lave mad.

Menuer der forkæler dig

For dig betyder det råvarer, der følger årstiden og er valgt med omhu. De har kort vej fra jord til bord.
Derfor møder du menuer, der giver energi til en lang dag – og samtidig forkæler dig, når du sætter dig til bords om aftenen.

Du kan regne med variation. Klassikere, der er gentænkt. Nye idéer, der giver retterne kant. Og altid en rød tråd i smagene, så dit måltid hænger sammen fra første til sidste bid.

Smagen af nærområdet

Når du vælger VINGSTED, får du også smagen af nærområdet. Køkkenet samarbejder med omkring 20 lokale producenter, der alle er håndplukket for deres kvalitet.

Du kan sætte tænderne i grisekød fra Rydskovgaards økologiske frilandsgrise, smage frisk aroniasaft fra Elkærholm, nyde kyllinger fra Hopballe Mølle og æg fra Bølling Græs Æg.

Det er råvarer fra mennesker, der gør sig umage – og som Ricki insisterer på at bringe i spil på dit bord.

Økologi og omtanke

Du kan også stole på, at hele råvaren bliver brugt, og at køkkenet arbejder aktivt for at minimere madspild. Ikke kun af fornuft, men fordi det giver plads til kreativitet og nye løsninger, der i sidste ende kommer dig til gode på tallerkenen. 30-60% af råvarerne i køkkenet er økologiske, VINGSTED har det Økologiske Spisemærke i bronze.

God mad og godt værtskab

Maden i VINGSTED handler ikke kun om smag. Den handler om dig og dem, du deler måltidet med. Den løfter pauserne, gør samtaler lettere og fællesskabet stærkere. Den gode stemning omkring bordet er lige så vigtig som retten foran dig. Og det er her, Ricki og hans team vil overraske dig – med det lille ekstra, der får dig til at smile og mærke, at værtskab er ægte.

 

På VINGSTED hotel & konferencecenter er vi glade for at kunne præsentere en ny kollega, som du snart kan møde ude ved åen, i skoven eller midt i en tempofyldt team-aktivitet: Mia, vores nye eventkoordinator!

En stærk profil med solid erfaring

Mia har flere års erfaring med events og team-aktiviteter – blandt andet som projektleder og arrangementsansvarlig hos World of Adventure og Event Park Danmark, hvor hun har udviklet, planlagt og afviklet både skræddersyede firmaevents og aktivitetsdage. Dertil kommer hendes freelancearbejde hos Fango ApS, hvor hun også har været en aktiv del af den praktiske afvikling.

Hun brænder for at skabe involverende oplevelser, der samler mennesker – og har en særlig evne til at kombinere leg og læring med logistik og nærvær. Netop det gør hende til et stærkt match på VINGSTED – så glæd dig!

En del af branchens største inhouse eventafdeling

Mia bliver en del af branchens største inhouse eventafdeling, hvor hun får faste kolleger i Søren, Lasse, Mille og Janni – et team med mange års samlet erfaring og tusindvis af events bag sig. Sammen står de for planlægning og afvikling af både små og store aktiviteter året rundt.

Derudover har vi tilknyttet cirka 50 løstansatte eventhjælpere, som indgår i alt fra samarbejdsøvelser til firmadyster og indendørs aktiviteter. Det giver os fleksibilitet og kapacitet til at levere events i høj kvalitet – uanset skala, der er altid en lige i nærheden at spørge til råds, når spørgsmålene melder sig midt under aktiviteten.

Klar til første opgave – allerede i morgen

Mia skal ikke bruge lang tid på at “lande”. Allerede i morgen skal hun ud i vores grønne omgivelser omkring Vejle Å, hvor hun står i spidsen for GPS-Challenge, som vi har skræddersyet til en virksomhed, der ønsker en aktiv og involverende team-event-oplevelse som en del af deres mødedag på VINGSTED.

Vi glæder os til at se Mia i aktion – og vi glæder os over, at du som gæst fremover får glæde af endnu en engageret og dygtig eventkoordinator på holdet.

Kæmpe velkommen til dig, Mia – vi er så glade for, at du er landet hos os

Han kommer kørende på sin traktor.

Ikke fordi han skal. Men fordi han har lyst. Det alene siger noget om ham. Og noget om, hvad et arbejdsfællesskab kan betyde for et ungt menneske.

Andreas er 16 år. En af de unge, der ikke trives i klasselokalet. Ikke fordi han ikke vil lære – men fordi han lærer bedst med hænderne. I praksis. Med voksne omkring sig, som ser ham. Som tager ham alvorligt.

Det handler om at høre til

Hans skole og familie har i fællesskab fundet en løsning, hvor han er i praktik som tjener hos os her på VINGSTED hotel & konferencecenter et par gange om ugen. Det er ikke en læreplads, ikke et fritidsjob – men et sted, hvor han kan mærke sig selv i en arbejdssammenhæng. Få en fornemmelse af, hvordan det føles at mestre noget. Høre til. Gøre en forskel.

Og det gør han. Også her i sommerferien, hvor han ikke er forpligtet til noget som helst. Alligevel tropper han op. Trofast. Bag rattet i sin traktor – for ja, sådan en må man godt køre som 16-årig, hvis man har traktorkørekort. Andreas vil nemlig ikke ulejlige mor og far med at køre til og fra VINGSTED hotel & konferencecenter, som ligger i nærheden af Vejle.

Indenfor bliver han taget imod af vores faglærte tjenere. De deler deres faglighed, deres rutiner og deres engagement – med både professionalisme og varme. Ingen sænker barren. Men alle løfter i flok.

Måske har du også mødt Andreas?

Som gæst, kursusdeltager eller konferencevært har du allerede været en del af det fællesskab, han lærer af. Du er en af dem, han øver sig på – i gæstekontakt, i ansvarlighed, i det at træde ind i en rolle. Måske har du smilet til ham over kaffekanden uden at vide, hvilken betydning det havde. Måske har du allerede været med til at gøre en forskel.

Vi oplever det som en styrke, når vi som virksomheder tør tage medansvar for de unge, der har brug for noget andet end skemaer og skolebænke. Vi oplever, at vi alle vinder noget, når rummelighed får lov at være en del af den professionelle hverdag.

Tak til Andreas, fordi han tør tage imod.
Og tak til dig – fordi du er med til at vise, at fællesskab og faglighed kan gå hånd i hånd.

FRA KOGEKONEKØKKEN TIL MODERNE MADHUS

Efter 30 år som køkkenchef på VINGSTED hotel & konferencecenter træder Klaus Drangsfeldt et skridt tilbage – men fortsætter med begge ben solidt plantet i råvarerne, planlægningen og passionen

Det er en milepæl – men ikke et farvel.

Den 1. maj overlader Klaus Drangsfeldt roret som køkkenchef på VINGSTED hotel & konferencecenter til sin mangeårige makker, Ricki Damgaard Weber. Samtidig træder han ind i en ny rolle som assisterende køkkenchef – med færre timer, men uformindsket engagement.

Jeg har selv lavet en drejebog for generationsskiftet. Det her handler ikke om at slippe tøjlerne, men om at give erfaringen videre på en ordentlig måde,” siger han.

Med næsten tre årtiers erfaring har Klaus sat dybe spor i VINGSTEDs gastronomi, medarbejderkultur og leverandørnetværk.

Da idrætscentret fik en kok

Da Klaus i 1995 tiltrådte, var VINGSTED stadig et idrætscenter med svømmelejre og forårsstævner. Køkkenet blev drevet af køkkenassistenter og kogekoner, og som første mandlige ansatte – og første uddannede kok – blev han mødt med både nysgerrighed og en vis skepsis.

Ingen af de fire kvinder, der uofficielt havde taget teten i køkkenet, ønskede at påtage sig lederansvaret efter den tidligere chefs afgang. Resultatet: én kontorstol, ét ansvar og en ny start.

Jeg blev placeret ved skrivebordet, og så måtte jeg ellers bare i gang,” fortæller Klaus. Omklædningsrum til herre? Det fandtes ikke. Han måtte klæde om på et lille toilet i kælderen.

Men med planlægning som sin stærkeste side og stor respekt for køkkenets rødder begyndte han tålmodigt at sætte retningen for det, der siden er blevet et af Danmarks mest driftssikre og moderne konferencekøkkener.

Mellem stordrift og smagfuldhed

Et af de første store arrangementer, Klaus kastede sig over, var Unibank-weekenden med 3.000 gæster. Her foreslog han noget uhørt: at opdele serveringen i satellitkøkkener, hvor kødet blev skåret direkte før servering.

De troede, jeg var vanvittig. Det plejede at blive skåret om formiddagen og lunet i væske. Men vi gjorde det – og det virkede.

Det blev starten på en udvikling, hvor VINGSTEDs køkken har fundet sin egen niche: et effektivt storkøkken med smag, finesse og ambition.

Vi kan jo ikke stå med en pincet og flytte på en karsespire – vi skal servere tusindvis af kuverter på kort tid. Men kunsten er at komme så tæt på fine dining som muligt, også når det skal gå stærkt.

En hel gris giver hel respekt

Hos VINGSTED kommer grisene ind ad døren i ét stykke. Det er et bevidst valg – og en hjørnesten i Klaus Drangsfeldts madfilosofi.

Jeg bryder mig ærligt talt ikke om vacuumpakket kød. Når man selv har stået med en hel gris og udbener den, får man en helt anden respekt for råvaren.

Cirka fire hele grise om måneden – svarende til 5-6 tons kød årligt – håndteres af køkkenets personale. Hver eneste del udnyttes.

Det er sundt for kokkene og eleverne at se, hvor maden kommer fra. Det skaber forståelse for ansvar, kvalitet – og for de mennesker, der producerer vores råvarer.

Klaus har været med fra begyndelsen i Vejle Kommunes netværk Madværket, der skaber kontakt mellem professionelle køkkener og lokale fødevareproducenter. I dag samarbejder VINGSTED med cirka 30 nøje udvalgte leverandører. De tætte relationer til de omkring 30 lokale producenter er ikke tilfældige. De er udtryk for det, Klaus selv kalder ordentlighed.

Leverandørerne er ikke bare nogen, vi handler med. De er en del af den kvalitet, vi tilbyder vores gæster. Når en leverandør er kommet igennem nåleøjet, behandler vi leverandøren med respekt og loyalitet.

Eleverne – fagets fremtid

Det er ikke kun råvarer og leverandører, der tages alvorligt i VINGSTEDs køkken – det gør de unge elever også. Under Klaus’ ledelse er køkkenet blevet et sted, hvor elever trives og udvikler sig.

Vi har altid forsøgt at skabe de bedst mulige rammer for eleverne. Ikke bare for deres faglige udvikling, men også menneskeligt.

Et af de mest unikke træk ved VINGSTED er den faste mentorordning: Den pensionerede kok John er tilknyttet køkkenet og mødes løbende med eleverne én-til-én. Han sparrer med dem om teori, faglige refleksioner og personlige mål.

Det giver noget andet – noget særligt. Der er ikke mange steder, der har den mulighed. Vi har skabt en struktur, hvor eleverne bliver set, hørt og løftet.

Klaus er desuden selv censor og besigtiger og godkender lærepladser rundt omkring i landet. Med andre ord er han et fagligt fyrtårn – både i køkkenet og i branchen.

Et fag i forandring

Madtrends kommer og går, men i Klaus’ køkken har man altid forsøgt at følge med – uden at miste jordforbindelsen.

Jeg er stolt af, at vi har udviklet os. Og at vi har holdt fast i kvaliteten – også når vi har haft 2.000 gæster, der skal serveres for i løbet af få minutter. Det handler om planlægning, struktur – og vilje.

Velkommen til VINGSTED hotel & konferencecenters nye økonomichef Martin Lyhne Nielsen.

Et godt overblik over en god og sund økonomi sikrer, at vi kan tilbyde dig og vores øvrige gæster konkurrencedygtige priser på konferencer, fester, messer, teambuilding og events!

Martin kommer fra en stilling som økonomichef hos Bibus Sindby A/S, er 50 år og bor i Skibet, mellem Vejle og Vingsted.

Martin har tidligere arbejdet i økonomiafdelingen i Vejle Musikteater. Vi er så glade for at have Martin med på holdet.